Anmeldelse: Veto – Crushing Digits

Veto’s nye album udkom i mandags. Mig og smølfen orkede ikke at tage ind og købe pladen på selve dagen. Det virkede på det givne tidspunkt mere fornuftigt at sidde på terassen og drikke øl i solen. Men tirsdag gjorde vi det sgu! Vi lavede en hyggelig lille tur ud af det med romantisk middag på dutten, og så en tur i Stereo Studiet. Da jeg kom hjem ville jeg lige kigge efter anmeldelser, for at se om de matchede min vilde begejstring for albummet.

Ifølge det overblik jeg har dannet mig, så bliver der givet mindst 4 stjerner til “Crushing Digits”, hvilket er godt! Alligevel blev jeg tosset, da jeg læste Jyllandsposten’s anmeldelse. Jeg vil gerne lige citere dem:

Men det nye album bliver alligevel et skuffende tilbageskridt for Veto, for de stramme teknologiske klange glider ud i for mange blindgyder af monotoni på grund af flere skitsesvage melodier og mat poesi.

Til dette vil jeg godt sige: Oh my Jesus Crist monkey balls, det er noget lort at fyre af. Veto lavede en suveræn 1′er, og slog igennem på en genre, som ikke umiddelbart var kendt og hypet. Vi snakker ikke pop, rap eller ren rock, som danskerne er vandt til at tage til sig og elske; vi snakker elektronisk rock. Dét at de slog igennem i danmark var en stor bedrift. En endnu større bedrift bliver det, hvis de slår igennem med “det svære album nummer 2″. Jeg kan jo ikke sidde her og sige, at de slår igennem igen, men jeg mener bestemt at cden har potentialet. Den “matte poesi” og de “skitsesvage melodier” er ikke noget jeg kan nikke genkendende til. Numrene er ikke af typisk opbygning med værs, efterfulgt af omkvæd, efterfulgt af værs, efterfulgt af omkvæd osv., som man ser hos 99% af alt popmusik, men det har sgu da sin egen charme. Teksterne er en blanding af kærlighed(på den dårlige måde…) og andre hverdagsting, som f.eks. kontorslaveri, og jeg synes egentlig det er fedt at de blander pladen, så det ikke kun handler om kærlighed, som 99,9% af alt musik gør det. Jeg elsker musikken, klangen, teksterne. Jyllandsposten burde holde sig til at offentliggøre provokerende tegninger af religiøse skikkelser, hvilket de modsat er gode til.

I mandags var der en live session på p3 med Veto, hvor de i to timer skiftede mellen at spille live musik og svare på spørgsmål fra lytterne. Lyden var pisse ringe, og det var egentlig ikke værd at høre på… Men de udtalte selv, at det nye album er blevet mere elektronisk og mindre rocket i forhold til deres debutplade There’s A Beat In All Machines. Jeg blev personligt pisse bange da jeg hørte det. Elektronisk musik i ren form er bestemt ikke min kop the, men efter at have hørt pladen tres gange er jeg mere rolig.

Crushing Digits er på ingen måde noget tilbageskridt for Veto, og pladen er bestemt anbefalelsesværdig. Det er pisse fedt! Køb den! Hent den! Gør hvad du nu gør… – bare skaf den og lyt til den. Du bliver ikke skuffet.

http://jp.dk/kultur/popmusik/records/article1334303.ece (Jyllandsposten’s fesne anmeldelse)

Ses på studenterhuset om 17 dage og 7 timer.

*Dutten = McDonalds. Det er en fejl i din opdragelse, hvis du ikke var klar over dette.